Hjemmelavet flødeboller med fyld 


Marcipanbund

250 g marcipan 

30 g flormelis

(Kan udskiftes med din yndlings runde kiks, f.eks. Oreo)


Vaniljeskum med fyld 

125 g sukker

40 g vand

60 g glukosesirup

75 g pasteuriserede æggehvider 

15 g sukker

1 tsk vaniljepasta 


100 g karamelliseret mælk 

(Kan udskiftes med andet fyld, f.eks. lemoncurd)


Mørk chokoladeovertræk 

250 g mørk chokolade, hakket eller i knapper 

75 g kakaosmør 


Pynt 

Kagetid Krymmel K16


Marcipanbund

Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Rul marcipanen ud i flormelis og udstik 20-25 bunde. Bag dem i 5-8 minutter indtil de bliver gyldne. Tag dem herefter ud og lad dem køle. Kom dem eventuelt på frost hvis de skal køle hurtigere.


Vaniljeskum

Kog 125 g sukker, vand og glukosesirup op til 118 grader. Imens det koger, pisker du dine æggehvider skummende og tilsætter dine 15 g sukker, og pisker det ganske let op. Når din sukkermasse rammer 118 grader hælder du din sukkermasse i æggehviderne i en tynd stråle, mens du fortsat pisker. Skru røremaskinen op på den højeste hastighed og pisk, indtil skummet bliver fast. Det er vigtigt at du her er tålmodig og lader det piske i minimum 5-10 minutter. Det skal være en fast, sej masse. Rør til sidst din vaniljepasta i. Kom din skum i din sprøjtepose med en rund tyl. Sprøjt skummet i toppe på de afkølet bunde. Tag en anden sprøjtepose med en fyldetyl og det fyld du skal have i dine flødeboller, og fyld dem. De er nu klar til chokoladeovertræk. 


Mørk chokoladeovertræk

Kom din hakkede chokolade og hakkede kakaosmør i en skål, der kan komme i mikroovnen. Varm din masse i 30 sekunder af gangen, og rør i massen. Dette fortsætter du med indtil chokoladen begynder at smelte. Herefter giver du kun chokoladen 10 sekunder og rører igen i massen. Du skal ramme en temperatur mellem 32-33 grader.

Kom chokoladen i et glas, hvor din flødebolle kan dyppes i. Husk at tjekke at flødebollen kan være i glasset, inden du hælder chokoladen deri. 

Tag din flødebolle og dyb den i chokoladen. Husk at dække hele bunden, da flødebolleskummet kan finde på at udvide sig, hvis ikke hele bunden er dækket af chokolade. Lad chokoladen løbe af flødebollen inden du vender den om. 


Pynt 

Inden chokolade sætter sig helt kommer du din Kagetid Krymmel K16 på toppen og de er klar til servering