Antal: 

20-25 stk.

Marcipanbund

350 g marcipan
30 g flormelis

Hindbærskum

240 g sukker
115 g glukosesirup
75 g vand
1 spsk guldstøv
140 g pasteuriserede æggehvider
20 g sukker
50 g frysetørret hindbær

Golden chokoladeovertræk

250 g gold chokolade (Callebaut)
70 g kakaosmør
1 tsk guldstøv

Hindbær

20-25 stk friske hindbær
1 spsk guldstøv

Chokoladestjerner
100 g gold chokolade
Rød pulver farve
Sort konditorfarve
Guldstøv

Marcipanbund

Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Rul marcipanen ud i flormelis og udstik 20-25 bunde med en rillet udstikker. Bag dem i 5-8 minutter indtil de bliver gyldne. Tag dem herefter ud og lad dem køle. Kom dem eventuelt på frost hvis de skal køle hurtigere.

Hindbærskum

Kog 240 g sukker, vand og glukosesirup, samt guldstøv op til 118 grader. Imens det koger, pisker du dine æggehvider skummende og tilsætter dine 20 g sukker, og pisker det ganske let op. Når din sukkermasse rammer 118 grader hælder du din sukkermasse i æggehviderne i en tynd stråle, mens du fortsat pisker. Skru røremaskinen op på den højeste hastighed og pisk, indtil skummet bliver fast. Det er vigtigt at du her er tålmodig og lader det piske i minimum 5-10 minutter. Det skal være en fast, sej masse. Blend dine frysetørret hindbær til en fin hindbærstøv og vend sammen med din marengs. Kom din skum i din sprøjtepose med en rund tyl på 22 mm. Sprøjt skummet i toppe på de afkølet bunde.

Golden chokoladeovertræk

Kom din hakkede chokolade og hakkede kakaosmør, samt guldstøv i en skål, der kan komme i mikroovnen. Varm din masse i 30 sekunder af gangen, og rør i massen. Dette fortsætter du med indtil chokoladen begynder at smelte. Herefter giver du kun chokoladen 10 sekunder og rører igen i massen. Du skal ramme en temperatur mellem 30-31 grader. Hvis der fortsat er kakaosmør der ikke er smeltet, kan du stavblende din chokolademasse, men vær forsigtig, så du ikke får for mange luftbobler. Kom chokoladen i et glas, hvor din flødebolle kan dyppes i. Husk at tjekke at flødebollen kan være i glasset, inden du hælder chokoladen deri. 

Tag din flødebolle og dyb den i chokoladen. Husk at dække hele bunden, da marengsen kan finde på at udvide sig, hvis ikke hele bunden er dækket af chokolade. Lad chokoladen løbe af flødebollen inden du vender den om, og pynt den som du ønsker eller spis den som den er. 

Hindbær

Skyl dine hindbær, dyb bunden af dit hindbær i guldstøv og placer dem på toppen af din flødebolle, mens din chokolade endnu ikke har sat sig. Eller kom lidt chokolade på dit hindbær og sæt fast på flødebollen. 

Chokoladestjerne 

Temperer herefter din chokolade ligesom du gjorde med dit chokoladeovertræk. Smør et tyndt lag ud på et stykke kageplast. Lad chokoladen sætte sig en smule og udstik stjerne med en stjerneudstikker. Kom chokoladen på frost og lad den sætte sig. Fjern kageplasten og tag dine stjerne fri fra den omkringliggende chokolade 

Pensle dem med guldstøv. Lav øjne med sort konditorfare og røde kinder med en rød pulverfarve. Sæt dem herefter på dine flødeboller med lidt chokolade. Jeg laver kun 5-10 stjerner og kommer ikke på alle flødebollerne. Det har jeg nemlig ikke tålmodighed til ;-) 

Dine flødeboller er klar til servering. Velbekommen!